Årsberetning 2017

 

Årsberetning 2017

Som de fleste ved er dette min sidste formandsberetning, i hvert fald i denne omgang. Man ved jo aldrig 😉

Vi er en afdeling der vokser og vokser selvom vi i 2017 ikke har lavet nye aktiviteter. Alligevel har vi fået flere frivillige. Det er vi glade for, vi er nu ca. 180 frivillige. Vi også kommet med i Netværk 10 Øst, der består af 10 afdelinger, som gennem samarbejde gerne skulle styrke vores aktiviteter samt hente inspiration til glæde og gavn for vores frivillige og vores aktiviteter i afdelingen.

 

Genbrugsbutikker.

Møbler:

Antallet af frivillige er ret stabilt. Der er en fin balance mellem afgang og tilgang. Vi er sted mellem 56 og 60. Den yngste er 21 og den ældste 94.

Vi har gennem syv uger haft meget stor glæde af en medarbejder, der gik med fodlænke. Vedkommende arbejdede på fuld tid i butikken og som chaufførmedhjælper.

Vi har desuden haft/har et friskt pust fra to søde frivillige fra henholdsvis Iran og Rumænien, der gerne vil have mulighed for at blive bedre til at tale dansk.

Vi er nu igennem det første hele år i butikkens korte levetid og vi er ved at få styr på mange af rutinerne. Der er lavet regler for kørsel med og vedligehold af bilen samt kontrol af chaufførernes kørekort. Afleveringer og afhentninger fungerer fint.

Midt på året ændrede vi, for at aflaste Jytte, ledelsesstrukturen, således at vi har et ledelsesteam bestående af Birthe Ottesen, Mary Kristensen og Hanne Lehnhardt.

Vi har haft to personalemøder. Et i marts med vægt på økonomien og et i september, hvor alle fik mulighed for at benytte en hjertestarter godt hjulpet af samaritterne.

Tovholdermøder afholdes hvert kvartal.

En gruppe på 10 deltog i en interessant temadag i Østbirk arrangeret i forbindelse med Netværk 10 Øst.

Julefesten på Give Stadion var en rigtig god oplevelse med 47 deltagere.

Vi er gået i gang med at udvikle proceduren vedr. dødsboer, afhentning af efterladte effekter på fx . efterskoler, boligforeninger m.m. Vi er også ved at tage kontakt til møbelforretninger, byggemarkeder, sagførere m. fl.

Vi får løbende mange fine donationer, men vi mangler i perioder møbler. Vi har heldigvis fået gode kontakter til andre Røde Kors butikker.

Vi arbejder med forskellige former for markedsføring. Der er kommet gang i Facebook siden, vi laver løbende udstillinger på skift mellem afdelingerne. Vi forsøger os med spottilbud og fejrede fødselsdagen d. 1. april med længere åbningstid, kaffe/kage og 20 % på alt. Festlig dag.

Vi havde også stort salg, da vi den sidste uge før jul lavede ”sæsonsalg” på julevarer med en rabat på 50%.

Der er en god stemning og alle arbejder ihærdigt for, at vi har en indbydende og let overskuelig butik præget af orden og kreativitet på én gang.

Hanne Lehnhardt

 

Tøj:

Året startede med renovering af det bagerste rum. Der blev malet, nyt gulvtæppe og nyt salgsinventar og spots i loftet.

Yderlig tiltag til salgsfremmende investering: gadestativer, rivenet sat op, vitrineglasskab, udstillingsbord( doneret af Apoteket) ny flot disk (doneret af Tøttrup Guldsmed), nyt kassesystem og dk-terminal.

Vi har prøvet forskellige former for marketing.

Annoncer i Ugeavisen, opslag på Face book (op til ca. 1500 visninger), forskellige aktiviteter i forbindelse med arrangementer i byen. Ex, rafle om prisen, køb en bærepose til 100 kr. og fyld den, garagesalg fælles med andre Røde Kors aktiviteter (for sent på året og for dårligt vejr), fast gadestativ med 50% rabat, julestue.

Vi har 32 frivillige, inkl. afløsere, vi har fået 2 nye frivillige i 2017. Vi har haft 2 i praktik i samarbejde med Jobcenter Vejle.

Vi afholder Personalemøde 1 gang i kvartalet med forskelligt formål/ indhold. Ex. gruppearbejde med kreativ problemløsning. Kursus i førstehjælp. Det har haft stor betydning for sammenhold og samarbejde i butikken, der er altid stor deltagelse.

Vores salg viser tydelig fremgang i alle varegrupper og det nye kassesystem er en stor hjælp til at vise os hvor vi sælger mest, hvornår og hvor vi skal sætte ind for at sælge mere.

Vores årsomsætning var kun få tusinde fra 400.000 kr.

 

Mål for 2018.

Øge omsætningen,
Få flere frivillige tilknyttet.
Afslutte indkøb af salgsfremmende inventar.
Afholde modeshow.
Personale udflugt.
Fast Face book aktivitet.
Julefrokost

 

Evaluering.

Vi har haft et superflot år med mange nye kunder, deriblandt en del unge. Dette skyldes sikkert vores Facebook aktiviteter.

Investeringen i nyt salgsinventar har også en stor betydning.

Vores bevidsthed om god og opmærksom service er også noget vi har fået meget positiv tilbagemelding på.

Hanna Vig

 

Besøgsvenner.

Der er 16 trofaste besøgsvenner 9 kvinder og 7 mænd. 8 personer får besøg, da to af besøgsvennerne besøger to personer.

I februar 2018  havde vi et hyggeligt “nytårstaffel” i sognehuset, hvor 11 personer deltog. Der blev serveret kaffe, Bjarne Hyldgård viste billeder fra USA, og alle fik en gave med hjem fra Røde Kors.

Vita Hyldgård

 

Familienetværket

Familienetværkets virke sæson 2016-17

Vi har i år været 8-10 frivillige, der har dannet rammen om 8-10 familier

til følgende arrangementer:

August 2016 Grillaften på Kastanjehaven
September 2016 Høstfest i Mosevænget
Oktober 2016 Halloween-aften i Mosevænget
November 2016 Juleklip i Vest centret
December 2016 Jul på Museet
Januar 2017 Bankospil
Februar 2017 Fastelavn
Marts 2017 Påskeklip
April 2017 Spilleaften
Maj 2017 Besøg hos Lene H. Lund ”Klovnen”
Juni 2017 Tur i bus til Skulpturudstilling i Søndervig.

Kaje Lindecrona

 

Førstehjælp.

Der er intet nyt at berette, udover at der skal sættes mere skub i aktiviteten i 2018

 

Julehjælp.

For at prøve noget andet i 2017 skulle man søge direkte ved Røde Kors Give om julehjælp. Man kunne finde ansøgningsskema på vores hjemmeside samt i vore 2 genbrugsbutikker. Det samme vil gøre sig gældende i 2018

Der blev delt julehjælp ud til 48 familier i Gl. Give kommune, hvoraf de 24 var fra Give afd.

Karin B. Tingsager

 

Landsindsamling.

Der var 29 indsamlere fordelt på ruter i Give, Farre, Givskud, Thyregod, Grønbjerg, Vonge, Gadbjerg og Sognehuset. Der blev indsamlet 26.600,73 kr. i kontanter og 3.775,00 kr. via Mobil Pay, i alt 30.375,73 kr. For første gang skulle vi selv tælle pengene op, idet Sparekassen ikke længere kunne stille lokale og frivillige til rådighed.

Jonna Madsen

 

Nørklerne.

I Gadbjerg er der i alt strikket 233 stk. tøj, fordelt på 114 trøjer, 29 stk. undertøj, 20 tæpper, 5 leggings, 1 hue, 1 benvarmer, 63 små huer til flasker.

Asta Jacobsen

 

Maria Utoft (hjemmestrikker) og hendes nørklere har produceret 176 stk. tøj.

 

Nørklere Mosevænget.

Vi er ca. 12 damer der mødes hver onsdag på Mosevænget og hygger med en kop kaffe og strikketøj.

Vi har i 2017 afsendt 2188 stykker tøj.

Vi har strikket 14 huer og halstørklæder + 4 elefanthuer, som er brugt til julegaver til Røde Kors netværks børn. Derudover er der en dame fra Brande som syr. Hun har syet i alt 1200 stk. tøj

Mona Skærp

 

I Thyregod har vi i året 2017, sendt 698 stykker nørkletøj inkl. ”Bamser til savn” og dukke ”Liv” til Kliplev.

”Club 25”

Hannah Norlyk

 

Samaritterne.

Samaritterne har haft et travlt år. Det har gjort at vi har måtte låne samaritter udefra og investeret i nyt udstyr. Vi har fået ny aktivitets leder og en lille tilgang af nye samaritter, men vi har også haft et frafald af samaritter. To af vores instruktører har været på Færøerne og hjælpe vores venskabsafdeling med at uddanne nye samaritter.

Michael Andersen

 

Vågetjensten.

Vi har stadig 12 frivillige vågekoner. Der er våget ved 8 personer, en i bofællesskab og 7 på Kastanjehaven og Sandbjerg.

Det blev til 13 vågenætter (ingen om dagen) ca. 100 vågetimer.

Der har været 3, som blev aflyst, da vedkommende døde inden vågningen blev igangsat.

Sonja Skov

 

Udflugt.

Busturen fandt sted den 22. august og gik til Den Geografiske Have i Kolding og minibyen. En vellykket tur i solskin med 54 deltagere!! Inden hjemturen nød vi det lækre kaffebord i Den Gyldne Hane, som ligger lige ved siden af Den Geografiske Have. Der arrangeres en udflugt hvert år, og udflugten er for alle frivillige i Røde Kors.

Vita Hyldgård og Sonja Skov

 

Webmaster.

Det er lykkes at finde en afløser for den tidliger webmaster, så nu skulle hjemmesiden køre optimalt igen. Vi siger velkommen til Karina.

Karin B. Tingsager

 

Fra Formanden

Det er med stolthed i stemmen jeg kan sige, at vi har en afdeling uden de helt store problemer. Ikke dermed sagt, der ikke har været nogle, men når man er en halvstor afdeling, vil der også være udfordringer som skal løses, og disse har vi fået løst ved fælles hjælp. Det viser bare hvor engageret de frivillige er i vores afdeling. Tusind tak for jer.

Når vi er så mange, er det også ensbetydende med, at der kommer nogle nye til, velkommen til jer og til I andre, der forlader os. Tak for jeres tid sammen med os. Endvidere er der dem, som har måttet forlade os ufrivilligt. Til dem Æret være deres minde.

Til slut vil jeg sige jer alle tusind tak for at have fået lov til at være formand for jer i 5 år. Det har været 5 år, som har været meget lærerige for mig: jeg håber at den nye bestyrelse vil bringe nogle af mine visioner videre, så som at få et Røde Kors Hus, når butikkerne giver så meget overskud, at der bliver råd til at leje et hus, som er velegnet, og at forretningsordenen, som er gjort klar, også vil blive brugt til glæde og gavn.

Tak til bestyrelsen for jeres opbakning og troen på mit virke.

Jeg ønsker Jer alle alt godt i fremtiden med ønsket om at Røde Kors Give må forblive en sund afdeling med fokus på medmenneskelighed og de 6 andre principper.

Kærligst

Karin B. Tingsager