Årsberetning for Røde Kors Give 2015
Det har igen været et forrygende år for afdelingen med opstart af nye og kommende aktiviteter.
Jeg er meget stolt af det engagement som er vist, både fra de frivillige men også fra borgere og handelsdrivende.
Kommunekredsen
Der arbejdes i øjeblikket på et fælles projekt, der har været forskellige emner oppe, men der er endnu ikke kommet noget konkret.
Familienetværk
Året startede med en ny aktivitet, familienetværket, som har vist sig at være en kæmpe succes. Der kommer ca. 30 børn og voksne, der i blandt også asylansøgere. Grundet den store tilslutning er støre lokaler samt flere frivillige ønskeligt, da det er ved at være tid til at lave endnu en gruppe.
Humanitært samarbejde
I foråret blev der tage initiativ til, at de humanitær foreninger i Give skulle slås sammen om støtte til asylansøgere i egen bolig, så de kunne få de bedste betingelser mens deres sag blev behandlet.
Røde Kors er en af de humanitære foreninger, der er med i samarbejdet for at hjælpe asylansøgere og flygtninge i Give og Gives nærmeste omegn. Der er tre humanitære kontaktpersoner, som koordinerer behovene for asylansøgere/flygtninge og tilbuddene fra de humanitære foreninger, som er Red Barnet, Lions’ Club, Rotary, Innerwheel, Y`s Men og Røde Kors.
For at arbejdet kan fungere, er det en forudsætning, at asylcenteret i Jelling eller kommunen sender besked ud til de humanitære kontaktpersoner, når nogle flygtninge får tildelt bolig i Give området. Det sker ikke altid, for vi oplever og hører en gang imellem om flygtninge, der bor i byen, uden at vi er vidende om det. Derfor kan der godt være flygtninge, som vi af gode grunde ikke har besøgt.
Men vi har besøgt en del af de tilflyttede flygtninge. Der har været etableret kontakt til sports- og gymnastikforeninger for nogle børn. Der er blevet ydet hjælp til en enlig mor med 4 børn – herunder følgeskab til en fødsel, og den samme familie har bl.a. været med i Røde Kors familienetværket. Nogle frivillige fra en af foreningerne har været på tur til bl.a. Legoland med nogle børn på nogle fribilletter. En mand fra Syrien, som venter på at få sin kone og sine tre sønner hertil, har fået nogle møbler, og han er blevet sat i forbindelse med en af de mindre frikirker, da han er kristen og gerne ville ind i et netværk med den baggrund. Han har også fået møbler, og vi er i gang med at finde ud af noget fast ugentlig sprogtræning.
Beboerne i asylcenteret i Thyregod udgør jo en særlig gruppe. Der er p.t. 140 mænd – heraf 25 uledsagede unge på centeret. Beboerne på asylcentrene er i venteposition. De venter på at komme til første eller andet eller tredje interview, og det siger sig selv, at den ventetid kan være belastende at komme igennem. Det er mennesker, som har været udsat for voldsomme begivenheder i deres liv, måske har de traumer, mange er adskilt fra deres familier og fremtiden er usikker. Derfor betyder det meget for beboerne i asylcentrene, at der er folk, som frivilligt og ulønnet godt vil dele tid med dem. Udfordringen er så at finde på, hvad der kan skabe gode relationer mellem os almindelige danskere og denne gruppe mennesker, som kommer fra meget anderledes og forskellige kulturer. En af succesoplevelserne, som vi har opnået gennem kontakt-muligheden til de humanitære foreninger er, at 11 foreningsfolk med partnere i 5 forskellige hjem den 9. januar 2016 havde 22 asylansøgere hjemme til frokost. Alle både værter og gæster havde en super god oplevelse, og vi planlægger nu en café-eftermiddag på asylcenteret med mulighed for et gensyn.
Vi kan kun opfordre hinanden til at være opmærksomme på, hvor der evt. måtte være behov. Det gælder også, hvis nogen får kendskab til asylansøgere eller flygtninge i Gives omegn, som ikke er blevet kontaktet af vores faktisk store netværk. Røde Kors` kontaktperson til arbejdet med flygtninge hedder Gurli Lyskjær. Hun kan kontaktes på tlf. 60 15 14 59, hvis I kender til nogle flygtninge, som måske kunne have gavn af et eller flere af netværkets tilbud.
Vågetjensten
Vi føler stadig, at der er meget brug for os og vi bliver taget godt imod, når vi kommer.
Da vågetjenesten har været nødt til, at sige nej til vågninger 2 gange i 2015, er der fundet en vågekone mere, så vi nu er oppe på 12 vågekoner.
Der er våget over 10 personer – en i privathjem, en i bofællesskab og 8 på plejehjem. Det blev til ca. 175 timer fordelt på 25 vågedage.
Nørklerne
Der bliver strikket på livet løs i Give i private hjem samt den nye gruppe, der startede op i aug., og som er et udspring af sammenarbejdet mellem de humanitære foreninger med tilbud til asylansøgerne, som heldigvis også begynder at komme.
Vi er ca. 10-12 der strikker og syr, flere er på vej til at deltage og vi er meget produktive.
Alle er velkomne onsdag formiddage fra 9.30 –ca. 12.00 på Mosevænget nr. 32.
Der strikkes også i Thyregod hvor man mødes 1 gang om ugen i sognehuset. Ligeledes strikkes der i Gadbjerg hvor de skiftes til at strikke hos hinanden.
Samaritterne
Samaritterne har haft et travlt år, vi har haft 25 vagter, svarende til 644 timer, hvor 117 personer er blevet behandlet. Vi har fået en del hjælp til vores vagter, af andre afdelinger.
Derudover har vi hjulpet andre afdelinger med 787 timer.
Samaritterne har fået undervisning hver anden onsdag og været på kurser, for at vedligeholde deres faglige viden.
Besøgsvennerne
Der er 10 besøgsvenner: 5 kvinder og 5 mænd.
4 besøgsmodtagere døde i 2015. En har fået ny besøgsven, en besøgsven er stoppet på grund af egen sygdom. En besøgsven er flyttet.
Har lige fået to henvendelser om at få en besøgsven: en yngre mand og en ældre dame. Har lige fået tilsagn fra en mand, der godt vil være besøgsven hos den yngre mand.
I januar 2015 mødtes besøgsvennerne i Sognehuset til kaffe, hygge og billede show fra DK med underlægningsmusik. 9 besøgsvenner deltog.
Årlig udflugt
I fint vejr i august gik udflugten for Røde Kors frivillige til Svostrup Kro nord for Silkeborg. Et hyggeligt sted med mange antikviteter og lækkert kaffebord. Der var næsten 50 deltagere.
Landsindsamlingen
Vi havde en rigtig flot indsamling skønt der kom nogle sygemeldinger ind, og hvor det ikke var muligt med kort varsel at få fundet nogle nye til at overtage ruterne. På trods af det, blev der næsten samlet det samme beløb ind som i 2014 nemlig lige knap 42,000,- kr.
Førstehjælp
Der har ikke været den helt store aktivitet. Der har været lidt hjerterstarter kurser samt lidt alm. førstehjælp.
Genbrug
Tøjbutikken beskæftiger ca. 30 frivillige som er med til at sørge for at samle penge ind til vores sociale aktiviteter.
Der har i løbet af året været forskellige events, som butikken har deltaget i. Der har været ”smid tøjet” kampagnen i sammenarbejde med Coop, som gav en masse tøj, så der var tøj i lang tid efter. Black Friday, som forløb rigtig godt, og som noget nyt prøvede vi at lave et mode show, som også var rigtig vellykket.
I december fik vi godkendelse fra Nationalfonden i Røde Kors til, at vi kan udvide tøjbutikken med en møbel-nips butik. Den får så en anden adresse nemlig Møllevej 18A, da der ikke er udvidelsesmuligheder på Østergade. Det skulle så gerne give mulighed for endnu flere sociale aktiviteter.
Webmaster
RK er ved at køre nye hjemmesider til afdelingerne i stilling, og jeg har flyttet indholdet over i det nye system. Desværre er der så mange fejl i systemet, at det ikke p.t. er meget bevendt. Jeg, og flere andre, har adskillige gange henvendt os til RK for at få fejlene rettet og for at få at vide hvornår vi kan forvente at de nye sider er klar til at gå i luften. Men der bliver ikke svaret på noget af det, så nu har jeg lagt det lidt på hylden, og fortsætter med den gamle side.
Julehjælp
Der var i alt 19 som fik tildelt julehjælp. Julehjælpen bestod igen i år af en kurv med købmandsvarer til en traditionel jul samt gavekort til børnene på 250,- kr., som kunne indløses i enten Bøger og Papir eller Expert, som hver havde sponseret 50,- pr gavekort til deres butik.
Der var et af stederne, hvor julehjælpen skulle leveres, hvor der ikke var nogen hjemme. Kurven blevet i stedet givet til et andet trængende formål.
Samarbejdsaftaler
Vores samarbejdsaftaler er udløbet og vi skal tage stilling til hvilket projekter vi skal støtte.
Fra formanden
Har igen i år haft et dejligt år med alle de dejlige og aktive frivillige, som er med til at gøre Røde Kors I Give til noget ganske særligt, og som jeg er meget stolt af at have i folden.
Jeg har igen i år forsøgt at få besøgt de forskellige aktiviteter for at få en finger på pulsen med hensyn til hvad de laver og hvordan de trives, må dog indrømme at jeg ikke har nået ud til alle.
Jeg vil runde af med at sige tusind TAK til bestyrelsen og alle frivillige for den opbakning jeg har fået. Uden Jer var der ingen aktiviteter.
Give d. 24. februar 2016
Karin B. Tingsager
formand